Warning: array_rand(): Second argument has to be between 1 and the number of elements in the array in /var/www/lendemaindeveille/data/www/whspr.me/wp-content/plugins/oc-link-indexer/indexer.php on line 47
Warning: Invalid argument supplied for foreach() in /var/www/lendemaindeveille/data/www/whspr.me/wp-content/plugins/oc-link-indexer/indexer.php on line 80
I dag er National Squirrel Appreciation Day. Vi'Jeg skal bruge dagen på at fejre alt det gode, de fuzzy små væsner gør for os, eller det er jeg'm førte til at tro. Her'det er sagen, det gør jeg ikke't værdsætter egern. Jeg tåler dem knap nok engang. Dette var ikke't altid tilfældet, jeg plejede at synes, de var søde. Helvede, jeg'd efterlade dem endda lidt mad til tider. Men det var før pistacien.
Pistacien ændrede det hele for mig. Jeg hang en dag på min sofa og tænkte på min egen virksomhed. Jeg var lige kommet tilbage fra en dejlig frokost på Town Hall Deli i South Orange, New Jersey. Rådhuset Deli er hjemmet til den originale Sloppy Joe, en mægtig sandwich med to forskellige kødtyper, tre skiver rugbrød, coleslaw, ost og hjemmelavet russisk dressing. Dette er ikke't pokker det Adam Sandler plejede at synge om.
Pointen er, jeg var på grænsen til madkoma, da en bevægelse i køkkenet fangede mit øje. Jeg var alene, det skulle der ikke't har været noget, der bevæger sig rundt. Så vendte jeg hovedet for at finde et lille lille egern, der stirrede op på mig fra køkkengulvet.
"Hvad fanden?!" Jeg skreg.
"Hvad fanden?!" Egernet fortalte mig tydeligt med udtrykket i ansigtet.
Jeg begyndte at stå, langsomt og dumt og tænkte på, at jeg kunne få dråben på den lille kvikke gnaver. Uden den svageste anelse om, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg var i stand til at fange den lille fyr, tog jeg af sted efter ham, og han boltede.
jeg'Jeg er ikke en hurtig mand, og jeg'Jeg ved ikke, om dette var et hurtigt egern, men jeg kan fortælle dig, at han helt sikkert var et helvede meget hurtigere end jeg er. Han boltede sig ned ad gangen ind i soveværelset. Jeg jagtede og smækkede med døren, da jeg kom ind i soveværelset. Planen var at åbne vinduet, og efter at have set en chance for frihed ville egernet springe lige igennem og alle problemer ville blive løst.
Det er ikke det, der skete.
Egernet slog lejr ind mellem sengen og nogle plastikkar. Han gravede ind og forstærkede sin position. Dette skulle ikke være et simpelt tilfælde, hvor egernet heldigvis forlod rettidigt, det skulle være en belejring. Jeg havde begrænset ham til soveværelset, han havde fundet en utilgængelig krog.
Det var omkring dette tidspunkt, at jeg begyndte at tænke klart. Jeg havde ikke sundhedsforsikring og egern, så yndige som de er, kan bære nogle ret grimme konsekvenser med deres ridser og bid. Jeg havde brug for rustning. Og våben. Og agn. Så jeg forlod soveværelset og sørgede omhyggeligt for, at den lille bugger ikke gjorde det't følg mig ud af rummet.
Ved bodegaen rundt om hjørnet spurgte jeg manden bag disken, hvad han troede, egern ville spise. Efter at have udholdt en stille, isnende stirring i 30 sekunder besluttede jeg mig for, at pistacienødder ville være mit foretrukne agn. Var min beslutning påvirket af mine egne snacking -ønsker, helt sikkert! Men det gjorde det ikke't betyde, at egernet ikke ville't har den samme smag i snacks som jeg.
Da jeg vendte tilbage, sørgede jeg for at dække mig selv helt. Strømpehætte trukket ned, hætte op, hænder trukket ind i ærmerne. Jeg greb det tætteste, jeg havde på en halberd, en Swiffer, og åbnede igen soveværelsesdøren, der var forberedt til kamp. Lang historie kort, det var en dødvande. Forstærkninger ville være nødvendige, hvis jeg nogensinde ville bruge mit soveværelse igen.
Jeg lavede nogle opkald. Jeg ringede til dyrekontrol, det var de't vil være til nogen hjælp. Det var 16.00 på en fredag, de'd gik hjem i weekenden. Jeg tweetede på borgmesteren, han svarede flippende, at jeg ikke kunne't styrtede ned i hans hus. Så ringede jeg til mit A-hold.
Der var en videograf til at fange alt sindssygt. En ven, der først og fremmest var kendt for at tilskynde til problemer, blev bragt ind for at smide pistacienødder gennem vinduet af øh årsager. To mennesker mødte op med et par hunde, hvoraf den ene var blind. Der var de to største galninger, jeg kendte, og som tilfældigvis havde seje navne – Jesse James og Spider. Vi var klar til kamp.
Pistacien var en underlig. Han var hængt ned, men når han var brændt, hoppede han rundt i rummet og hoppede ud af væggene og vendte derefter tilbage i sikkerhed, langt fra hvor nogen af os kunne nå ham. Der blev gjort flere forsøg, masser af grin og mange idiotiske træk blev forsøgt. Men pistacien gjorde det bare ikke't vil gå ud af vinduet og vende tilbage til naturen.
Ting var ved at blive forfærdelige. Vi mistede troen. Jeg skulle roligt overbevise min kæreste om, at vi skulle flytte. Vores lejlighed var ikke længere vores, Pistachio boede der. I hvert fald indtil han blev smidt ud for at have forsøgt at betale husleje i agern.
Derefter kunne mine galninger, bevæbnet med andet end en stråhat (hvilket bragte held?) Og et håndklæde endelig tvinge pistacien til at genoverveje et indendørs liv. Da Pistachio dykkede rundt i rummet, fik han endelig kontakt med håndklædet, galningerne trak det stramt, og ud af vinduet gik pistachen! han dukkede ud af en skraldespand, lige foran resten af holdet. Da vi klappede løb det søde lille egern hen over gaden. Jeg kan godt lide at tro, at han gik hjem til sin familie og talte om, hvordan det tog et ragtaghold på syv mennesker og to hunde at smide ham ud af den store verden af indendørs. Jeg kan godt lide at forestille mig, at pistacien blev feteret som en erobrende helt, eventyreren, der dristigt tog hen, hvor ingen egern var gået før.
Nogle af disse tatoveringer minder mig om pistacien. Jeg ser glimtet i øjet, ønsket om at invadere indendørs. Jeg mærker mit blodtryk stige, mine håndflader bliver lidt svedige. Så husker jeg, at det'er bare en tatovering og alt er fint.
Så opsummerende gør jeg det ikke't værdsætter egern. Selv på National Squirrel Appreciation Day. Men Pistachio, den jævel, han tjente min respekt.