Warning: array_rand(): Second argument has to be between 1 and the number of elements in the array in /var/www/lendemaindeveille/data/www/whspr.me/wp-content/plugins/oc-link-indexer/indexer.php on line 47
Warning: Invalid argument supplied for foreach() in /var/www/lendemaindeveille/data/www/whspr.me/wp-content/plugins/oc-link-indexer/indexer.php on line 80
I Amerika tager vi for givet vores evne til åbent at få tatoveringer og vise vores arbejde frem for verden. I Sydkorea er tatovering ulovligt, og kunstnere skal handle meget omhyggeligt og holde forretningen under jorden. Selv med de ekstra udfordringer, han står over for i sit hjemland, er Camoz en af branchens stigende stjerner. Vi satte os sammen med den blomstrende kunstner for at forstå, hvordan han kom frem i Sydkoreas hemmelige tatoveringssamfund, og hvordan han planlægger at tage verden med storm.
Tag os igennem din oplevelse med at få din første tatovering, og hvordan det fik dig til at blive en tatovør.
Det var en lille stammetatovering på min ankel, og jeg havde kun to ting i tankerne. En, “Åh, det gør ondt”, og to, “jeg bliver så sej efter det her.” Efter det syntes jeg tatoveringer var ret seje. Der er noget særligt ved at få klienten til at føle sig godt efter at have fået den.
Hvordan er tatoveringssamfundet i Seoul, og hvordan kan det sammenlignes med andre byer, du har besøgt?
At gøre noget med en nål på huden er ulovligt i Sydkorea. Der er mange talentfulde tatovører her, og vi ser hinanden gennem sociale medier, ligesom resten af verden. Da det stadig betragtes som meget tabu, og branchen ikke er beskyttet mod loven, er en stor forskel fra andre steder, at vi er meget mere forsigtige inden for tatoveringssamfundet. Vi har bestemt vores vagter med hinanden i forhold til andre lande.
Når vi kan rejse sikkert igen, hvor har du tænkt dig at tatovere?
Da tatovering er ulovligt i mit eget land, er det ret svært at bo her som tatovør. Det er også svært at blive respekteret i dette erhverv. Hvis jeg får chancen, vil jeg gerne arbejde i Amerika. Med de ture, jeg har taget, har jeg mærket en stor forskel på tatoveringskultur, og tatovørerne har også en meget anden stemning. Jeg vil gerne arbejde i et miljø, hvor jeg kan blive respekteret og holde hovedet oppe med stolthed.
Hvad er din yndlings tatoveringsstil at oprette i og hvorfor?
Jeg er fan af nye skoletatoveringer. Jeg kunne godt lide, at der ikke er regler for denne stil. Farverne, kreativiteten og bruddet på reglerne var meget tiltalende for mig. Men på et tidspunkt følte jeg, at mit arbejde lignede meget andre nye skolekunstnere, og jeg følte mig begrænset til et nyt regelsæt. I disse dage forsøger jeg at opgive reglerne i alle former. Jeg elsker farve, og jeg har det sjovt med at komme med stykker, der udtrykker utraditionelle ting med fuld frihed.
Tror du, at du vil holde dig til en stil eller fortsætte med at oprette tatoveringer i forskellige stilarter?
Jeg tror, jeg vil fortsætte med at skabe tatoveringer i forskellige stilarter. Jeg begrænsede min kreativitet og evne ved at definere mig selv som en ny skole -tatovør. Mine inspirationer ændres løbende, og hvis jeg ændrer min stil, betyder det, at jeg kan udtrykke mig mere og have det sjovt, så vil jeg blive ved med at gøre det.
Mange af dine tatoveringer kombinerer realisme med børnetegninger. Hvordan kom du på denne idé?
Jeg har tegnet hele mit liv, og jeg var kunstfag på uni, så selv da jeg lærte at tatovere, var der denne tvingende besættelse for at stræbe efter perfektion. Jeg ville dog bare slippe pludselig løs og komme væk fra ideen om perfektion. Jeg ville også tilbage til mine rødder, til en tid, hvor jeg følte mig uskyldig og befriet, mens jeg tegnede. Disse tatoveringer er en blanding af Camoz som barn og Camoz som tatovør.
Når du ikke tatoverer, ser vi, at du nyder at lave karikaturer af dine andre tatoverere. Hvordan begyndte du at gøre dette?
Jeg har aldrig været særlig social. Min måde at få venner på var gennem kunst. Jeg ville altid tegne mine venner, og få dem til at grine gennem mine tegninger gjorde mig glad. Jeg tror ikke, at jeg begyndte at tegne karikaturer, der ville have noget til gengæld, det var bare min form for kommunikation og at få venner.